Virkelighedens ruiner

Der var noget galt i Arlathan-skoven. Det stod helt klart for Strife, da han undveg en træstamme, der svingede forbi og næsten rev hovedet af ham. Bladene forvandlede sig pludselig til knive, og han ofrede spidsen af et øre i stedet for sit hoved.

Men det var ikke smerten fra såret, der generede den sølvhårede elver. Det var heller ikke forvirringen over de sidste tre dage, som han havde tilbragt på afveje i skoven – han havde begivet sig selvsikkert mod nord blot for at opdage, at han bevægede sig mod syd. Eller at han i den tid kun havde observeret én solopgang og én solnedgang. Eller den overvældende erkendelse af, at hans evigt pålidelige kort over Arlathan-skoven – der viste hver eneste sti, hule og elveruin – nu ikke længere passede. Tidligere havdet det taget en time at krydse kløften, nu tog det fem. Det var, som om landskabet udvidede sig. Ændrede sig. Ikke engang den blodtørstige gren generede ham synderligt. Han var vant til sylvanere – træer, som er besat af vredesdæmoner – og de var ikke problemet. Det, der for alvor gjorde ham utilpas, var synet af den skikkelse, der nu trådte frem foran ham.

Ham selv. Strife. Løbende gennem løvet på flugt fra den blodtørstige skov – på en måde, der virkede alt for velkendt. Det var en anden udgave af ham selv. Den anden elver gemte sig bag en tilgroet stensøjle og satte sig til at kigge i en læderindbunden dagbog – den samme dagbog, som han selv sad med i hænderne. Den var er et klenodie fra Morlyn-klanen, der gik i arv mellem generationerne. Vogteren havde foræret den til Strife, da bogen var begyndt at omskrive sig selv for en måned siden. Pludselig dukkede der optegnelser op af sig selv, som beskrev de hellige ruiner i Arlathan-skoven, der skjulte et artefakt med legendariske kræfter.

Strife så på den nu. Og det gjorde hans dobbeltgænger også. Begge tryllebundet af en statue af elvergudinden Ghilan'nain, som holder en halla-figur i krystal – præcis som dagbogen angiver det.   

"Hvad nu?", var det eneste, han havde fantasi til at sige til sin dobbeltgænger. Han fik ikke et svar. En knivskarp gren kom svirpende gennem luften bag dobbeltgængeren, kun lyden af det knagende træ gav ham et splitsekunds advarsel om at søge dække … og i samme sekund forstod Strife, at samme skæbne nu ventede ham. Svirp! Som i et bizart deja-vu nåede han at undvige den knivskarpe gren i sidste sekund. 

"Han er ikke virkelig", snerrede en stemme i nærheden. "Som et spejlbillede. Eller et ekko." Strife snurrede rundt og så en ulv, der glødede af magisk energi. Da gløden fortog sig, stod hans formskiftende ven, Irelin, pludselig foran ham. "Det samme skete for mig i går. Jeg så et ulvekobbel. Og de var alle sammen mig."

"Hvad? Jeg så dig for en time siden."

"Jeg har ikke set dig i fire dage." Begge elvere stirrede på hinanden med et ildevarslende udtryk: Der var oldgammel magi på spil. Oldgammel. "Hurtigt, inden den forsvinder. Til venstre!"

Strife løb til venstre og stolede på, at hun havde en plan. Som et spejlbillede gjorde dobbeltgængeren det samme, og tiltrak sig opmærksomheden fra de blodtørstige sylvaner. Planen var tilsyneladende at lægge en fælde.

"Jeg er madding!”, brokkede Strife sig højlydt. 

"Ja, men du har heldigvid en reserve! Vi ses hjemme i lejren!", råbte Irelin, mens hun sprang op i luften og forvandlede sig til en enorm ørn. Mens Strife fangede de blodtørstige træers opmærksomhed, dykkede Irelin ned, og med sine kløer greb hun fat om krystalfiguren i hænderne på Ghilan'nain. Statuen gav ikke slip uden videre, men det gjorde Irelin heller ikke. Med et vredt skrig lykkedes det hende endelig at rive den fri, og hun forsvandt op i luften med skatten.

Den anden Strife forsvandt. Sylvanerne blev stille. Fortryllelsen var brudt. Men Strife kendte et varsel, når han så det. 

Der var noget galt i Arlathan-skoven.