Vi ved ikke hvornår

Warden Evka Ivo stønnede og lænede sig tilbage mod de rå sten. Trolden var død. Et halvt dusin pile stak ud af halen, og venstre side af kraniet bøjede indad efter det sidste slag med hendes dværghammer. Hun kunne hvile et øjeblik.

"De slap væk", sagde Warden Antoine ovenfra.

"Godt", sagde Evka. Ideen med at stille sig mellem de hjælpeløse minearbejdere og den grusomme trold var jo netop at få de hjælpeløse ud. Selvom det betød skrammer. Og måske et brækket ribben. Antoine klatrede ned på jorden ved siden af hende og fortrak ansigtet i smerte. De lå på ryggen og så op mod loftet i den skyggefulde grotte.

"Vi klarede den også", sagde Antoine. Han samlede en sten op og rullede den rundt mellem sine fingre. Elveren kunne aldrig holde sig i ro.

"Denne gang".

Antoine lo. "Det sagde du også, sidste gang vi kæmpede mod en trold."

"Sidste gang var det trolde. Mere end én. Den tredje var lige ved at hugge hovedet af dig".

"Ah, men jeg testede en ny formel"!

Evka smilede og mindedes stanken af Antoines eksperimenterende eliksir. "Nemlig, ja! Du var tæt på at få os sprængt i luften".

"Jeg har aldrig sagt, at det var en god plan". Antoine kastede stenen op i luften, og greb den. "Men hallaerne gik tilbage til markerne. Der var hjorte, sidst vi kom forbi".

"Kan du huske darkspawn udenfor Kassel"? Spurgte Evka. Darkspawns' fordærvede tilstedeværelse havde forgiftet vandet. Sumpene var blevet fyldt med gråt søle. Fuglene døde. Landsbyboerne bad om hjælp mellem hostene. Evka var gået fra landsbyen alene og var stødt ind i en uhyrlig horde.

"Du var syg", sagde Antoine. "Men du gav mig tid".

"Og du stoppede spredningen".

"Du sagde, at jeg skyldte dig suppe". Antoine kastede stenen igen.

"Der var den der dæmon i Merdaine".  

"Jeg hader dæmoner", sagde Antoine.

"Jeg tror heller ikke, den brød sig om dig".

"I det mindste blev vores bog kun lidt brændt. Mysteriet. Vi var nået til sidste kapitel". Antoine smilede. "Jeg klarede mig bedre end dig mod de der hurlocks i High Reaches".

"Fik knap nok et ar. Jeg blev ikke bidt af en ... hvad var den der tingest uden for Arlathan?

Antoine førte kort sin hånd til sin skulder. "Jeg ved det stadig ikke. Men vi klarede den. Selvom det var tæt på."

"Pointen er, at Wardens kan dø på mange måder", sagde Evka.

"Og alligevel lever du videre", svarede Antoine blidt.

"Dernel fulgte sit kald", sagde Evka.

Antoine svarede ikke. Han lagde stenen ned. Han vidste det ikke.

Dernel havde ikke været så gammel, men fordærvelsen i blodet – i alle Wardens blod – fortalte ham, at det var ved at være slut. Evka havde fulgt ham til Deep Roads en sidste gang. Han ville dø, mens han kæmpede mod uhyrerne i dybet.

"Når man er Warden, dør man på den ene eller anden måde," sagde Evka. "Og vi ved aldrig hvornår."

"Jeg er ikke bange, hvis du ikke er."

Længere nede i hulen kunne Evka se darkspawn bevæge sig. De havde ikke megen tid, før der kom flere monstre. Men de havde lidt.

"Spørg mig igen," sagde hun.

Han samlede stenen op, lagde den ned igen og vendte så alt sit fokus mod hende. "Vil du gifte dig med mig, Evka Ivo?"

“Ja.” Og hun kyssede ham.