• Hyldest til superfans: The English Simmer Mød The English Simmer, den seje engelskstuderende, som er kendt for at lave fantastiske videoer til The Sims-fællesskabet.

    Kan du huske, hvad der gjorde dig interesseret i The Sims til at starte med?

    Jeg spillede The Sims for første gang, da jeg var seks år gammel, og min bror købte spillet. Jeg kan huske, at jeg lavede en familie, der lignede en blond version af familien Spøgh, og som mest af alt bare havde travlt med at konkurrere med hinanden.

    Du har lavet en masse Sims-indhold til din YouTube-kanal med The Sims 2, The Sims 3 og The Sims 4. Hvor mange timer om ugen bruger du på at spille?

    Åh wow, jeg tror, at jeg har brugt vanvittigt meget tid på spilserien. Jeg ved, at min samlede spiltid i The Sims 4 nærmer sig 1.000 timer. På en uge bruger jeg nok omkring 21 timer. Mindst. Som regel tre timer om dagen, seks dage om ugen.

    Det er ret meget tid! Hvad spiller du lige nu, og hvad laver dine simmere i spillet?

    The Sims 4 er hovedfokus for min kanal lige nu. Byliv er lige udkommet, så det bruger jeg ret meget tid på – både foran og bag skærmen! Jeg leger også stadig med restauranterne fra Ud at spise i min Let’s Play, så det er ret sjovt.

    Har du en særlig kreativ proces, som du gennemgår, når du laver Big Sister-udfordringen, The Young’Uns og Let’s Play-videoer?

    Inden jeg starter på en ny udfordring eller Let’s Play-video, så har jeg en overordnet idé omkring den historie, jeg gerne vil fortælle, og hvordan simmerne skal opføre sig. Men meget kan ændre sig undervejs. Vi kender alle de simmere, der insisterer på at være selvstændige, uanset hvad du har planlagt. Inden jeg starter, plejer jeg altid at skrive nogle ideer og mål for videoen ned.

    Du er meget populær i simmer-miljøet. Hvordan er det at vide, at der er så mange, som er vilde med dine The Sims-videoer?

    Det er en virkelig skøn følelse! Nogle gange er det nærmest uvirkeligt. Når jeg møder folk i ”virkeligheden”, der fortæller mig, at de ser mine videoer, så ved jeg, at folk virkelig følger mig og får noget ud af det. Jeg knytter mig nemt til mine simmere, når jeg laver videoerne, og det er rart at vide, at andre har det på samme måde.

    Jeg prøver altid at gøre mine Let’s Play-videoer så mangfoldige som muligt, så folk kan spejle sig i figurene og vide, at de ikke er alene. Jeg mener, at repræsentation er noget af det vigtigste i medierne, og The Sims er så inkluderende og personlig i forhold til repræsentation.

    Du deltog for nylig i en Let’s Play-workshop under Simmers Meetup 2016. Hvordan var det at snakke historier og ideer med The Sims-fællesskabet ansigt til ansigt?

    Som jeg sagde før, så er det først, når jeg møder folk i virkeligheden, at jeg virkelig forstår, at folk følger med, og det er noget af det bedste ved at have en kanal! Det er helt specielt at deltage i de her begivenheder, og jeg elsker at være med til at hjælpe fremtidige Let’s Play-skabere. Alle har forskellige oplevelser i spillet, så det er sjovt at lytte til andre fans. Det er fedt, at folk bliver så inspireret af de historier, de ser, at de får lyst til at lave deres egne.

    Kommer deres feedback, ideer og forslag måske til at påvirke dine kommende Let’s Play-videoer?

    Helt sikkert! Feedback er noget af det vigtigste ved min kanal, og sådan har det været siden første dag. Jeg forsøger altid at læse og svare på kommentarerne. Hvis jeg får noget særlig god feedback eller en idé, så plejer jeg at tage kommentaren med i min næste video, så jeg kan sige tak til personen, der kom med forslaget.

    Dem, der skriver forslagene, er jo dem, som ser mine videoer, og jeg vil gerne have, at de føler sig inkluderede i vores lille fællesskab.

    Mange simmere har en favorit blandt mellemrumsmonstrene, hvilket kort foretrækker du at bruge med kamparenaen og hvorfor?

    Uh, kontroversielt! Det må enten være Nymphaea eller Nimbus. Jeg kan slet ikke stå for Nymphaeas gnavne ansigt. Og Nimbus ligner bare en gammel mand, der sidder på en sky. Det er så fint! Jeg ville ønske, at jeg kunne samle på kortene i virkeligheden.

    Kan du fortælle os lidt om dit samarbejde med EA UK og Stand Up To Cancer with YouTube?

    Jeg har været involveret i SU2C i de seneste to år, og det er en virkelig fantastisk sag. Jeg er så glad for, at EA er blevet involveret sammen med YouTube. Sidste år lavede jeg simmere baseret på nogle af de kendisser, der var med til begivenheden. Men i år blev jeg overtalt til at bygge noget, hvilket ikke er min stærkeste side i The Sims. Heldigvis kunne jeg basere det på YouTube Space, så jeg havde masser af inspiration. De forskellige livestreams fra Stand Up To Cancer with YouTube får altid indsamlet en masse penge, og det er virkelig sjovt at være med!

    The Sims 4 Byliv Expansion Pack udkom for nylig, hvad har dine simmere lavet i San Myshuno indtil videre?

    Jeg elsker de nye karrierer i udvidelsen! Det er så sjovt, at man kan få en karriere i de sociale medier, fordi det er sådan en ny måde at tjene penge på, men mine simmere har godt styr på det. Jeg er også glad for, at basketball er kommet tilbage. Det var en af mine yndlingsting fra The Sims 3, så det er fedt, at det er en del af spillet igen. Jeg glæder mig til at spille lidt mere med grundegenskaberne, så jeg kan give mine simmere en masse problemer. Jeg er så ond!

    >

    Du kan læse mere om The English Simmer på hendes hjemmeside.

    Er du vild med The Sims? Fortæl os hvorfor på @electronicarts

    Følg med i alt, hvad der rører sig om EA: Besøg vores side, følg os på Twitter, og synes godt om os på Facebook.

    Lignende nyheder

    Administrer dine cookieindstillinger