Sidelinjen – Dyk ned i Proklubber
Gå i dybden med nogle af nyhederne i Proklubber i FIFA 20.
Sidelinjen
Hej FIFA-fans
I dag tager vi et smugkig på nogle af nyhederne i dette års udgave af Proklubber.
Vi ved, at mange af jer elsker denne spiltype, og vi har arbejdet hårdt på at inkorporere feedback og forslag fra spillerfællesskabet, for bl.a. at tilbyde flere tilpasningsmuligheder for din virtuelle Pro, nye måder at spille på og generelt en bedre spiloplevelse hele vejen rundt.
Nå – nok snak. Lad os dykke ned i nogle af ændringerne i dette års version.
Tilpasning
En af de vigtigste dele i Proklubber-oplevelsen er oprettelsen af ens virtuelle Pro, og vi ved, hvor vigtigt det er for mange af jer at have så mange valgmuligheder som muligt, når I skal tilpasse og styre jeres Pro i spillet.
I FIFA 20 introducerer vi et nyt avatarsystem, der erstatter spilleroprettelse i alle spiltyper – således også i Proklubber. Denne funktion giver dig nye måder at designe din virtuelle Pros udseende på i form af et forbedret morphingværktøj med fire kvadrantakser, der ikke blot lader dig morphe og definere hvert eneste ansigtstræk, som du ønsker, men også tilbyder nye morphingmuligheder og hudfarver.
Dette nye system bibeholder også alle funktionerne fra det tidligere Pro-system – lige fra valg af navn brugt af kommentatorerne over opdaterede målmandshandsker, til indstilling af dine foretrukne jubelscener og dødboldsopsætninger.
Vi ved naturligvis godt, at oprettelsen af en spiller ikke kun handler om, at spilleren skal se rigtig ud. I har bedt om at få nye positioner til jeres virtuelle Pro-spillere, så I får mere kontrol over, hvordan jeres Pro udvikler sit spil på banen. Derfor har vi – på baggrund af spillerfællesskabets ønsker – tilføjet følgende positioner i FIFA 20:
- VA/HA
- VW/HW
- HWB/VWB
Disse nye positioner suppleres af et redesignet system til spillerfremskridt i FIFA 20, hvor dine valg inden for position, højde og vægt har større indvirkning på, hvordan din virtuelle Pro bevæger sig og føles, og hvor disse valg afspejles direkte i din Pros fysiske færdigheder.
Udholdenhed er også blevet gennemgået, og vi har finjusteret værdierne for at skabe et mere tilfredsstillende system med tydeligere valg og fravalg – hvis du investerer i udholdenhed og hurtighed, gør du det på bekostning af andre færdigheder.
Alle spillere starter deres Proklubber-eventyr med en samlet vurdering på 80. Fremskridt kan opnås i drop ind-, liga- og pokalkampe samt gennem spillerkaraktertræk, som også har fået en overhaling.
Vi introducerer mere end 30 nye karaktertræk i FIFA 20, og når disse kobles til specialekaraktertræk, giver det mulighed for tilpasning på et helt nyt niveau. De giver din Pro ekstra fordele, men koster også mere og kan potentielt påvirke andre færdigheder.
Transmission
Vi har arbejdet på at rebrande Proklubber i FIFA 20, for at gøre kampene mere visuelt tillokkende og fordybende. I FIFA 20 bruger vi således en række tv-transmissiongreb som f.eks. wipe-overgange ved langsomme gengivelser, vandmærker på skærmen, klubbannere og et nyt Proklubber-logo. Klubbannerne tager udgangspunkt i et holds primære og sekundære farver og viser klubbens navn på tilskuerpladserne. Stadioner, der understøtter bannere, viser både hjemme- og udebaneholdets bannere gennem hele kampen.
Vi har også tilføjet AR-overlægningsgrafik (Augmented Reality) til kampintrosekvenserne, pausen og målsituationerne for at forbedre din transmissionsoplevelse.
Derudover byder de forskellige kamptyper i Proklubber på unikke transmissionsfarver, der gør det nemmere at skelne mellem venskabs-, pokal- og ligakampe.
Vi har også ændret, hvordan du oplever dit holds jubelscener. Når dit hold scorer, kan du fejre med dine holdkammerater, idet kameraet ikke zoomer ind på målscoreren, men forbliver zoomet ud, så du og dine holdkammerater kan koordinere jeres egne jubelscener, hvis I har lyst til det. Du kan se et eksempel på en koordineret jubelscene nedenfor.
Kamptyper
Vi tilføjer to nye måder at spille Proklubber på i år: Husets regler-turneringer og Træningskamp.
Husets regler-turneringer overfører den populære FIFA-kamptype Husets regler fra Kick-off til Proklubber. Husets regler-turneringer erstatter traditionelle pokalturneringer, og byder hver dag på en ny kamptype, og hver weekend på en ny spilbar turnering. Kampprogrammet kan ses i spillet, så du aldrig går glip af din yndlingsturnering.
Træningskamp giver klubber mulighed for at træne på individuelt niveau eller som hold mod modstandere på forskellige AI-sværhedsgrader fra Begynder til Legendarisk. Foruden sværhedsgrad er det muligt at indstille, hvilken taktik modstanderne skal bruge (f.eks. Boldbesiddelse eller Højt pres), og hvilken samlet vurdering AI-holdets spillere skal have mellem 80 og helt op til 99.
Vi er godt klar over, at mange har efterspurgt denne funktion i Proklubber, og vi anser dette for at være et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Proklubber – ønskede ændringer
Ud over alle de nye gameplayfunktioner i FIFA 20, som naturligvis alle er med i Proklubber, har udviklerholdet også haft særligt fokus på nogle af de elementer, der frustrerede jer allermest, for at give jer en bedre oplevelse.
Blandt de vigtigste ting, vi har adresseret i FIFA 20: Proklubber, finder man bl.a.:
- "Vilkårlig"-udholdenhedsfejl – Spillere, der havde valgt positionen "vilkårlig", mistede hurtigere udholdenhed
- CB i muren – Spillet placerer nu højere angribere og midtbanespillere i muren ved frispark til modstanderholdet
- Dødbolde med MM som anfører – Det påvirker ikke længere spillets stabilitet ved dødbolde at have en MM som anfører
- Fejringer af klubtrofæer – Klubber kan nu vælge at se hele fejringen af en pokaltriumf efter en sejr
Et andet ivrigt diskuteret emne i Proklubber-spillerfællesskabet er konflikter med spilledragter, der ligner hinanden for meget. I år har vi tilføjet mere end 25 spilledragter, der kan tilpasses, og mere end 150 klubmærker.
Derudover har vi også tilføjet en ny Vælg spilledragt-skærm før alle Proklubber-kampe. Under optakten til en kamp kan anførerne for de to hold vælge, hvilke spilledragter holdets spillere får vist lokalt under kampen. De viste spilledragter repræsenterer de to holds aktuelle standardvalg af hjemmebane- og udebanedragt. Skærmen Vælg spilledragt sørger – sammen med vores system til at undgå spilledragtkonflikter – for at levere den bedst mulige oplevelse med mindst mulig visuel forvirring.
Vi håber, at du har nydt dette smugkig på Proklubber i FIFA 20. Vi har virkelig nydt at udvikle disse nye funktioner og inkorporere jeres feedback, og vi fortsætter med at holde øje med, lytte til og læse al feedback, vi modtager.
Udviklerholdet bag FIFA: Proklubber
Hvis du er interesseret i flere dyk ned i FIFA med holdet bag spillet, kan du besøge siden Sidelinjen.
Bemærk: Denne artikel beskriver i generelle vendinger, hvilke opdateringer udviklerholdene arbejder på i FIFA 20 til PlayStation 4, Xbox One og PC. Vi forsøger konstant at forbedre spiloplevelsen for alle, så artiklen bliver muligvis forældet i takt med, at vi justerer spillets dynamikker til alles bedste.
FIFA 20 kan forudbestilles nu til PlayStation 4, Xbox One og PC.
Følg med i alt, hvad der handler om FIFA, ved at synes godt om os på Facebook og følge os på Twitter og Instagram samt deltage på de officielle FIFA-fora. Tilmeld dig for at få e-mails om EA SPORTS FIFA og EA-produkter, nyheder, begivenheder og kampagner.