PC Konsol The Sims 4 The Sims Mobile The Sims Freeplay Hjem

The Sims Legacy-udfordring – I The Sims 4

2014-09-25
gæsteblogger Pinstar

Du har sikkert hørt om Legacy-udfordringen, et selvvalgt sæt regler og mål, der udfordrer dig til at spille The Sims på en helt ny måde. Du starter spillet med en voksen simmer, flytter ham eller hende ind på en gigantisk tom grund og tømmer derefter simmerens konto. Din simmer, der må starte livet som fattig, arbejdsløs og helt uden familie, skal derefter forsøge at opbygge en familie, som skal overleve i ti generationer!

Legacy-udfordringen har eksisteret siden The Sims 2. Der var tre ting, som inspirerede mig til starte Legacy-udfordringen. Blandt alle de skabelonskabte familier, der var i den originale version af The Sims 2, foretrak jeg ALTID at spille med den familie, som nok har fået mindst anerkendelse: Familien Rabunduus. Birgitte Rabunduus starter spillet som enlig mor til to børn – og så er hun ovenikøbet gravid! Hun vil snart have tre børn, meget få penge og en temmelig besværlig teenagesøn. Derfor var denne familie langt sværere at spille med end alle de andre, men for mig var den også mere interessant og tilfredsstillende. Familien Rabunduus lærte mig, at det faktisk er LANGT sjovere at spille med en familie med få ressourcer.

Da jeg startede Legacy-udfordringen, spillede jeg alene. Jeg havde ingen formelle regler, men fik hurtigt øjnene op for små udfordringer, der gjorde tingene mere interessante. En dag besluttede jeg mig for at skrive reglerne ned og dele dem på The Sims 2-forummerne. Jeg havde INGEN idé om, at det ville blive så populært, som det blev.

Legacy-udfordringen giver dig en ekstra sværhedsgrad i The Sims, mens den tvinger dig til at gøre noget, som det ikke er særligt mange spillere, der ellers gør – nemlig at spille med den samme husholdning i en meget lang periode. Når du spiller på denne måde, kan du blive følelsesmæssigt knyttet til både individuelle simmere og hele familien. For historiefortællerne er Legacy-udfordringen den perfekte blanding af genkendelighed og overraskelser. Simmerne kommer og går, men huset bliver der og får efterhånden sin helt egen historie.

De spillere, der går efter at vinde, kan få en stor udfordring med mål og milepæle, som går langt ud over, hvad spillet ellers kræver af dig. Der er ti forskellige pointkategorier bygget op omkring de ti stræbener. Hver kategori byder på en unik udfordring, som presser dine simmer-evner til det yderste, når du f.eks. skal gennemføre en lang række stræbener på tværs af familien eller være vidne til alle former for dødsfald på din grund.

Der er nogle regler og retningslinjer, du kan følge. Den figur, du starter din Legacy-udfordring med, er den eneste, du har fuld kontrol over. Alle de simmere, der slutter sig til familien, skal enten være tilfældigt generede simmere fra byen eller et barn, der bliver født eller adopteret ind i familien. Når børn bliver født eller adopteret ind i familien, skal deres egenskaber og stræbener genereres tilfældigt. Du kan bruge Legacy-udfordringens egen tilfældighedsgenerator.

Som du kan se i den tilfældighedsgenerator, der linkes til ovenfor, så kan forældrene påvirke deres børns egenskaber. Formlen er ret kompleks. Du kan ende med en klon af mor eller far, du kan få et barn, der overhovedet ikke har arvet noget som helst fra sine forældre, eller du kan få noget, der lander midt imellem. Du ved aldrig, hvad det ender med, og det er noget af det sjove ved udfordringen.

Med The Sims 4 er der tilføjet nogle nye regler til Legacy-udfordringen, nemlig arveregler. De giver dig mulighed for at indstille reglerne for, hvilket barn der bliver arvtager for den næste generation, når den oprindelige simmer dør. Eksempelvis er min Legacy-familie et vanvittigt matriarkat – helt traditionelt. Hvilket betyder, at jeg har skabt et system, hvor kvinder arver før mænd. Kun naturligt fødte børn kan arve, og børn, der bliver født med egenskaben vanvittig, kommer foran i arvefølgen. Ligesom de tre egenskaber, du kan vælge til din simmer, påvirker simmerens personlighed, så påvirker disse tre arveregler dynamikken i hele din familie.

Legacy-udfordringen har også nogle begrænsninger. Du kan f.eks. ikke bruge snydekoder for at få flere penge, du kan ikke lade en masse folk fra byen flytte ind i husholdningen for at få flere penge, og du må heller ikke udnytte andre spilelementer, der gør udfordringen lettere. Spillere, der gerne vil slippe af med deres afhængighed af snydekoder, kan med fordel prøve denne udfordring.

The Sims 4 gør det rigtig sjovt at prøve Legacy-udfordringen på ny. De nye og seje spilmekanikker kan bruges i udfordringen, og spillerne er allerede i gang med at afprøve udfordringer og nye familier.

Hvis du gerne vil vide mere om udfordringen, kan du finde den samlede regelliste på min hjemmeside eller se denne video for at få en visuel guide til, hvordan du kommer i gang med udfordringen. God fornøjelse!

Lignende nyheder

Mød familien Climate

The Sims 4
10-07-2018
Del 4 i vores The Sims 4-serie

The Sims 4 – Julis byggerier

The Sims 4
05-07-2018
Se fem unikke og flotte hjem!

Mød familien Climate

The Sims 4
03-07-2018
Del 3
The Sims 4 til pc The Sims 4 til konsol The Sims Mobile The Sims FreePlay facebook twitter youtube Gennemse spil Seneste nyt Hjælpecenter EA Debatfora Om os Karrierer Danmark United States United Kingdom Australia France Deutschland Italia 日本 Polska Brasil Россия España Ceska Republika Suomi Mexico Nederland Norge Sverige Portugal 대한민국 台灣 Juridisk information Opdateringer for onlinetjenester Brugeraftale Fortroligheds-/cookiepolitik