EA slutter sig til OpenAI Universe-initiativet
EA's team fra Frostbite Labs indgår i samarbejde med OpenAI, en organisation, der engagerer sig i udviklingen af kunstig intelligens.
Af Patrick Söderlund, Executive Vice President, Electronic Arts
Hver eneste dag udforsker Electronic Arts' forskellige teams nye måder at flytte grænser for spil på. Fra vores Frostbite Labs-team og vores Frostbite-spilmotor til EA's digitale platform og vores udviklingsteam forsøger vi konstant at være banebrydende for ekstraordinære nye oplevelser, der vil inspirere verden til at spille.
Vi ved også, at fantastiske nyskabelser ofte kommer af samarbejde. I dag har jeg glæden af at annoncere, at vores team fra Frostbite Labs indgår i samarbejde med OpenAI, en organisation, der engagerer sig i udvikling af kunstig intelligens, som vil have en positiv global effekt.
Med OpenAI's nye softwareplatform, der kaldes Universe, får researchfællesskabet mulighed for at udfordre selvlærende AI-agenter til at forsøge at automatisk lære at spille EA-spil som f.eks. Mirror's Edge™, Command & Conquer: Red Alert 2™ og Peggle™. De erfaringer, vi som teknologisk fællesskab kan tage med os fra dette arbejde, vil være med til at fremme nye koncepter inden for gameplay, tjenester og spiludvikling.
Hver eneste dag hjælper data fra vores livetjenester med at skabe opdateringer og forbedringer i vores spil. Dynamisk indhold, meningsfulde anbefalinger og digitale økonomier, der er sikre og sjove, hjælper spillerne med at bevare engagementet i deres foretrukne spil over længere tid. Alligevel ser vi faktisk kun toppen af isbjerget hvad angår den virkning, som avanceret teknologi kan have på de spil, vi spiller.
Nye typer af kunstig intelligens og dyb læring, herunder erfaringer fra OpenAI-samarbejdet, fører os dybere ind i fantastiske områder for innovation. Forestil dig nye oplevelser i vores spil, der drives af udvidet, dynamisk og adaptiv kunstig spilintelligens. Eller muligheder for os som spilmagere for at skabe effektiviseringer i udviklingen af vores spil og spilmiljøer. Potentialet af alt dette arbejde for at udvide de kreative muligheder er superspændende og giver os mulighed for både at perfektionere oplevelserne for vores spillere og muliggøre helt nye.
Jeg er meget glad for, at EA kan spille en rolle i fremtidens forskning i kunstig intelligens, både gennem vores samarbejde med OpenAI og gennem vores fortsatte research og udvikling i EA. Disse initiativer er med til at skabe fremtiden for spil og underholdning, og jeg glæder mig til at se, hvor langt vi kan komme.
Følg med i alt, hvad der rører sig om EA: Læs vores blog, følg os på Twitter, og synes godt om os på Facebook.