Fejr kvindernes internationale kampdag med EA

For at fejre kvindernes internationale kampdag i 2017 bringer vi profiler af nogle af vores fantastiske kvinder i tekniske, kreative og ledende stillinger her hos EA.
Der er så mange utrolige historier at dele fra hele verden, fra design til udvikling og fra marketing til ledelse. Vi er stolte af at kunne sætte fokus på nogle få af dem her.
Vil du være med til fejringen? Brug #BeBoldForChange på de sociale medier, og deltag i kvindernes internationale kampdag!
EA Melbourne / Firemonkeys
Belinda Cheng
Hvor længe har du været hos EA:
Halvandet år.
Bedste minde fra EA:
Sidste år organiserede studiet en frokost i det grønne på kvindernes internationale kampdag. Det fik mig til at sætte pris på støtten fra mine kvindelige kolleger og virkelig forstå, at vi er sammen som et team i denne branche.
Største bedrift hos EA:
At få muligheden for at arbejde på markedsføringsgrafikken til Need for Speed™ No Limits Lil Wayne-opdateringen. Det var min første større bedrift, efter jeg kom til EA. Og jeg følte en stor tilfredsstillelse ved at se mit arbejde blive offentliggjort.
Foretrukket computerspil:
The Sims.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Omring dig med mennesker, der har samme lidenskab og interesser som dig selv – især folk, der allerede er i spilindustrien. De har en enorm erfaring og viden, de kan dele ud af, og som begynder har du brug for det for at komme videre i din karriere.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Begynde med at give bidrag til grupper, der yder støtte til kvinder, som er udsat for overgreb og vold i hjemmet. Anerkende og imødegå problemet og ikke være bange for at tale imod vold.
EA Vancouver
Krista Parham
Hvor længe har du været hos EA:
Siden juli 2016.
Bedste minde fra EA:
Første gang jeg så en ændring indarbejdet i et spil for at løse et problem, som spillerne oplevede under vores tests. Alle her forsøger at skabe de bedst muligt spil, og det var et fantastisk øjeblik at opleve det.
Største bedrift hos EA:
Jeg hjalp med at lave research til Mass Effect: Andromeda. Mass Effect er grunden til, at jeg ville arbejde med computerspil, så du kan nok forestille dig, hvor spændende det var for mig!
Foretrukket computerspil:
Mass Effect 3.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Find noget, du kan lide at lave, og find så ud af, hvordan du kan bruge det til computerspil. Der er utroligt mange forskellige roller og stillinger i branchen. Det er rigtigt godt at fokusere på programmering og det tekniske aspekt, men hvis det ikke siger dig noget, kan du stadig komme ind i branchen ved at lave noget, du er glad for.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Vi arbejder for at få flere kvinder til at melde sig til spiltests. Det ville være fantastisk at kunne medtage erfaringer fra flere kvindelige spillere, når vi kører vores spiltests. Hvis du læser dette og godt kunne tænke dig at spille spil, inden de udkommer, så meld dig! Vi kan også sagtens bruge fyre.
Jeg tror, at der skal en mentalitetsændring til for at fremskynde lighed kønnene imellem.
EA Mexico
Emmanuelle Stevenin
Hvor længe har du været hos EA:
Tre og et halvt år.
Bedste minde fra EA:
Hver gang jeg taler om vores spil foran pressen, indflydelsesrige personer, kunder eller samarbejdspartnere. Jeg elsker at fortælle dem om, hvilke spil der er på vej, deres nye features, og hvad der gør dem unikke. Som kvinde i spilbranchen er det vigtigt at føle, at man har en troværdig og betydningsfuld stemme.
Største bedrift hos EA:
Det må være, da jeg blev forfremmet fra stillingen som marketing- og pr-manager til marketingdirektør for EA Games for to år siden. Dette træk hjalp os virkelig med at sætte fokus på og prioritere spilserierne i Latinamerika.
Foretrukket computerspil:
Titanfall 2 i år. Det fik mig til at føle, at jeg kan være god til et FPS, og jeg var vild med historien! Fra EA: Plants vs. Zombies Garden Warfare 2, Dragon Age, Dead Space, Unravel. Jeg gør mit bedste med Battlefield, men jeg er for dårlig til multiplayerdelen. Fra andre udgivere: Jeg er en stor fan af horrorgenren med Resident Evil, Silent Hill, Doom, og på det seneste har jeg småforelsket mig i Overwatch, som også er nemt og sjovt at spille.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Jeg tror, at spilbranchen er en af de mest åbne og mangfoldige af alle brancher på lige fod med vores publikum i dag. Så mit råd er at være frygtløs, altid sige sin mening højt og brænde for sit arbejde. Engagement er smitsomt uanset køn.
Jeg ville også sige, at EA generelt er et rigtigt godt sted at arbejde. Som kvinde og som mor er jeg altid blevet bakket op i min professionelle karriere og har fået støtte til at bevare balancen mellem arbejde og fritid.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Jeg vil gøre flere ting:
- Fremme mine kvindelige kollegers og direkte underordnedes karrierer
- Indgå i en mentorordning og lære af en ledende kvindelig medarbejder hos EA
- Spille fodbold igen og bidrage så meget, som jeg kan, til anerkendelse af kvinder i denne sport
- Lære min lille pige at være stærk og få hende til at føle sig sikker på, at hun kan opnå alt, hvad hun stræber efter!
EA Redwood Shores
Eileen Chiew
Hvor længe har du været hos EA:
4,5 år.
Bedste minde fra EA:
At flytte til et andet land! Jeg begyndte at arbejde for EA i Sydney i Australien og flyttede til EA Redwood Shores sidst i 2015. EA har støttet min karriereudvikling, og jeg var så heldig at få mulighed for at flytte halvvejs over på den anden side af Jorden. Jeg får lov til at arbejde sammen med fantastiske mennesker hver dag.
Største bedrift hos EA:
At være en del af teamet, der lancerede det første EA-website på arabisk for at give support til FIFA-spillere i Mellemøsten. Det lyder ret simpelt, men det krævede en masse sene aftener, planlægning og kvalitetssikring.
Foretrukket computerspil:
LittleBigPlanet.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Undervurder ikke dig selv – lidenskab og lærevillighed kommer man langt med! Jeg blev ikke ansat hos EA i den første stilling, jeg søgte, men en måned senere ansøgte jeg om en anden stilling og havde heldet med mig.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Jeg vil give bidrag til og arbejde frivilligt for grupper, der støtter kvinder.
Stockholm, Sverige.
Tabitha Hayes
Hvor længe har du været hos EA:
8,5 år.
Bedste minde fra EA:
Det er utroligt svært kun at vælge ét, men det må nok være arbejdet med Need for Speed World sammen med en producer, som jeg flere år senere blev gift med.
Største bedrift hos EA:
Coaching og mentorarbejde med kommende ledere.
Foretrukket computerspil:
Jeg har spillet computerspil i over 30 år… siden jeg blev født. Favoritterne hænger sammen med livets faser for mig. Lige nu spiller jeg for det meste skydespil og racerspil, fordi de er i fokus for min portefølje, men min allerseneste tidsrøver var Civilization VI.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Man behøver ikke at lave spil for at arbejde i spilbranchen. Der er så mange forskellige roller og karrieremuligheder. Vær nysgerrig, åben over for mulighederne, og opbyg relationer.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Være forkæmper for diversitet og inklusion hos EA.
Ghost Games, Göteborg, Sverige
Pernilla Akterhall
Hvor længe har du været hos EA:
Siden juli 2015, så omkring 1½ år.
Bedste minde fra EA:
Jeg har så mange fantastiske minder fra min tid her hos Ghost, så det er ikke muligt at nævne ét enkelt. Jeg husker, dengang vi lancerede Need for Speed, hvor "21-is" i en uge blev til en vane for dem af os, der arbejdede over. Så var der lanceringsfesten, som sluttede med en tiltrængt godtepose fyldt med en flaske vand og en sandwich (som blev fortæret klokken 3, da klubben lukkede). Der var også den anden Development Director Summit, hvor jeg endte med at klæde mig ud i en pingvindragt for at optage en kortfilm om peer reviews (jeg krydser fingre for, at båndet er blevet brændt…), og den første "Ghost Fit"-træningssession, hvor vi lavede så mange burpees, at jeg aldrig vil lave en igen i hele mit liv. Det er de lange dage og slutspurter værd, når man har alle disse minder og ved, at der kommer flere.
Største bedrift hos EA:
Jeg ville ikke opnå ret meget uden mit team, for det er dem, der udfører det arbejde, som jeg og min producer har planlagt for dem til en arbejdsspurt. Mine bedrifter er så at sige deres bedrifter.
Lanceringen af Need for Speed og at have været en del af livetjenesten efter udgivelsen må generelt være den største bedrift, jeg har deltaget i, i min tid hos EA.
Foretrukket computerspil:
Jeg elsker RPG'er og har altid gjort det, så det er virkelig svært bare at nævne ét. Jeg har så mange fantastiske minder fra SNES-tiden, da jeg spillede Secret of Mana, Lufia 2 og Final Fantasy VI på en SNES med min bror (og vores forældre som oversættere), men på det seneste har mine favoritter været Witcher 3 og Dragon Age: Inquisition.
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Jeg ville give dem det samme råd, som jeg ville give til enhver anden, der gerne vil have en karriere i en branche, de er interesserede i: Kast dig ud i det!
Husk, at alle i denne branche – uanset hvilken stilling de har nu – har været nye i branchen på et eller andet tidspunkt. Lige som dig.
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Jeg vil fortsætte med at sige fra, når der foregår noget forkert, for eksempel hvis nogen bruger nedladende sprog – uanset om det er rettet mod kvinder, folk af anden nationalitet, medlemmer af LGBT-fællesskabet eller enhver anden gruppe.
Köln, EA Tyskland
Aurelie Bondon
Hvor længe har du været hos EA:
Jeg startede med lokalisering som praktikant i 2007… Det er allerede 10 år siden, selv om det føles som i går! Derefter arbejdede jeg i perioder for EA på forskellige steder, indtil jeg blev fastansat i 2010 i lokaliseringsafdelingen. I 2015 sluttede jeg mig til vores Global Communication Group for at producere spilvideoer.
Bedste minde fra EA:
Jeg har utallige gode minder, der går fra min første dag hos EA til fejringen af spiludgivelser, at prøve VR i Star Wars Battlefront og levere min allerførste trailer.
Største bedrift hos EA:
Jeg læste til oversætter, og dengang forventede jeg absolut ikke, at jeg en dag ville producere trailere til computerspil. Det har været en lang rejse, og jeg er taknemmelig for, at EA gav mig denne unikke karriereudviklingsmulighed.
Det har ikke altid været nemt, men jeg havde et fantastisk team omkring mig, som hjalp mig videre.
Foretrukket computerspil:
Jeg er vild med Mass Effect-serien. Jeg glæder mig utroligt meget til at få fingrene i Mass Effect Andromeda!
Hvilket råd vil du give piger, der elsker at spille og måske overvejer en karriere i branchen?
Kast dig ud i det! Der er ingen grund til, at du ikke skulle starte en karriere i spilbranchen. Vi er vores egne bedste forkæmpere!
Hvordan vil du aktivt fremme forandring?
Jeg tror, det er vigtigt at sætte en stopper for fordomme og ulighed. Jeg tror, at der skal en mentalitetsændring til for at fremskynde lighed kønnene imellem.
Det starter med små ting, som vi gør i hverdagen. På arbejdet holder jeg for eksempel øje med, hvordan vi afbilder kvindelige figurer i vores videoer og i sangteksterne til den musik, vi vælger til vores trailere.
Hvordan har du aktivt fremmet forandring? Brug #BeBoldForChange på Twitter, og fortæl os om det!
Er du interesseret i at arbejde med spil? Besøg vores karriereside.