
FIFA 23 | Sidelinjen – opdatering #2
Oktober 2022
Sidelinjen

Opdatering #2 er nu tilgængelig i alle versioner af FIFA 23 og byder på opdateringer af hastigheden af flade afleveringer, præcisionen af lob og effektiviteten af stående tacklinger. I denne Sidelinjen-artikel går vi yderligere i dybden med disse ændringer for at fortælle dig om effekten af dem i spillet samt vores tanker bag.
Og hvis du vil se de komplette noter til opdatering #2, kan du finde dem på EA SPORTS FIFA Tracker.
Lad os springe direkte ud i det.
Hastigheden af flade afleveringer
Opdatering #2 byder på følgende ændring:
- Øgede boldhastigheden for alle flade afleveringer.
Fodboldspillestile kan variere voldsomt fra bane til bane og fra hold til hold, men ét gennemgående træk i sporten er, at alle gerne vil være så effektive og farlige som muligt i deres pasningsspil. For bedre at afspejle dette i spillet har vi øget hastigheden af de flade afleveringer i spillet.
Generelt er flade afleveringer blevet ca. 5 % hurtigere efter opdatering #2. Formålet med denne ændring er at give spillerne større tro på deres spilopbygning og øge deres villighed til at forsøge sig med risikable afleveringer og stikninger, der kan åbne forsvaret op, når spilsituationen indbyder til det.
Her er en sammenligningsvideo, der viser en flad aflevering før og efter opdatering #2 med udgangspunkt i vores interne tests.
Som du kan se, er forskellen mellem de to afleveringer subtil, men mærkbar. Det er vores målsætning, at afleveringer hverken føles for langsomme eller for hurtige. Vores mål er, at afleveringerne skal føles alsidige nok til at blive brugt i en række forskellige situationer.
Præcision af lob
Opdatering #2 byder på følgende ændring:
- Øgede præcisionen for lob.
Generelt er det mere sandsynligt, at lob ender mere centralt i målet efter opdatering #2. Tidligere oplevede vi, at lob gik forbi mål på urealistiske måder, og vi vil gerne sikre os, at det forbliver muligt at lobbe målmanden uden at foretage drastiske ændringer af denne skudtype.
Her kan du se, hvordan 100 lob kunne have set ud før opdatering #2. De blå linjer viser skud inden for målrammen, mens de røde linjer viser skud uden for målrammen.

Lad os nu tage et kig på de samme 100 lob efter opdatering #2.

Som du kan se, er skuddene grupperet mere centralt i målet. De ender ikke nødvendigvis alle direkte i midten, fordi det ikke er dér, spilleren sigtede, men selve skudtypen er mere præcis i dette scenarie.
Effektivitet af stående tacklinger
- Øgede sandsynligheden for at vinde bolden tilbage ved stående tacklinger.
Vi vil gerne sikre, at stående tacklinger fortsat er en fornuftig løsning, når det kommer til at forsøge at erobre bolden tilbage. Derfor har vi justeret, hvordan forsvarsspillerne udfører stående tacklinger.
I opdatering #2 har vi reduceret den maksimale afstand, som bolden kan ryge væk, når en forsvarsspiller tackler bolden væk fra en spiller. Formålet med denne ændring er at få vellykkede stående tacklinger til at give bedre resultater i en række forskellige situationer, så forsvarsspilleren oftere vinder bolden tilbage i stedet for at tackle den ind i ingenmandsland eller tilbage til det angribende hold.
Her er et eksempel på, hvordan en stående tackling kunne have set ud før opdatering #2:
Og nu kan en stående tackling se ud som følger efter opdatering #2:
Som det ses i dette klip, er forsvarsspilleren i stand til at vinde bolden tilbage med en vellykket tackling uden at bolden ryger hen til en anden spiller på modstanderholdet. Bemærk, at dette kun er et eksempel på den ændring, vi har foretaget. Tacklingssituationerne varierer meget alt efter brugerinput og den specifikke spilsituation, men overordnet set ser denne ændring ud til at have øget sandsynligheden for, at spilleren vinder bolden tilbage efter en stående tackling.
Tak til alle, der læste denne Sidelinjen-artikel om opdatering #2 til FIFA 23. Vi håber, at ovenstående gennemgang har givet dig et større indblik i denne opdatering. Husk at tjekke EASF Tracker for at få flere opdateringer fra holdet.
- Goran og EA SPORTS FIFA-holdet
FIFA 23 er tilgængelig nu til PlayStation 5, Xbox Series X|S, PlayStation 4, Xbox One, pc og Stadia.
Følg med i alt, hvad der handler om FIFA, ved at synes godt om os på Facebook, følge os på Twitter og Instagram, følge vores udvikleres Twitter-kanal, @EAFIFADirect, følge med på EA SPORTS FIFA Tracker samt deltage på de officielle FIFA-fora. Tilmeld dig for at få e-mails om EA SPORTS FIFA og EA-produkter, nyheder, begivenheder og kampagner.
