Det er ikke lutter lagkage at bestyre et bageri
2015-03-11
SimGuruCoop
I sidste uge besøgte vi en forelsket forsker, der havde travlt med kloningseksperimenter på laboratoriet. I denne uge skal vi møde en entreprenør, der har travlt med karrieren og sine drømme om at blive en succesrig butiksejer i The Sims 4 Arbejdstid.
Sarahs bageri var ikke en succes. Slet ikke. Simoleonerne fossede ud af pengekassen, hun var stresset og hun havde slet ikke forladt butikken i flere dage. Men i dag skulle blive anderledes.
Hun vågnede tidligt om morgenen på det lille værelse, hun havde bygget over bageriet. Det var meget enkelt – en seng, et badeværelse og et lille køkken – men det gav hende mulighed for at klare de basale behov, når hun var for træt til at tage hjem efter arbejde. På et eller andet tidspunkt ville hun blive nødt til at tage hjem for at betale sine regninger, men dette lille værelse gav hende mulighed for at starte arbejdsdagen tidligere (og afslutte den senere).

Hun bagte et par tærter og tog dem med nedenunder, hvor hun stillede dem på hylderne. Hun så sig omkring i butikken og vurderede synet. Bageriet så forfærdeligt ud. Det var hverken nuttet eller sjovt eller noget af det, som et bageri bør være. Hun måtte udvide og tænke kreativt, hvis bageriet skulle blive en succes.
Selvom det gik dårligt med butikken, havde hun sparet nogle simoleoner sammen til forbedringer. Hun udvidede butikken nedad ved at tilføje en kælder, som hun fyldte med alt det udstyr, der hører til i et bageri: Borde, ovne og – naturligvis – en muffinmaskine, som hun kunne bruge til at fremstille søde og lækre varer med. Hendes have gav hende mulighed for at bruge nogle friske ingredienser – ting som andre simmere simpelthen ikke ville kunne modstå. Da hun var færdig, var hun både blevet bedre til at bage og havde lært nogle nye lækre opskrifter.

Nu gjaldt det om at ændre indretningen i bageriet, så hun kunne lokke flere kunder til. Hun besluttede sig for at dele butikken på midten. Den ene side blev malet lyserød og fyldt med nuttede dekorationer og en masse lækre søde sager. På den anden side blev tingene mørkere og mere pikante med krabbefrikadeller, hjemmelavet urtebrød og andre velsmagende varer. Hun stod i midten af sin nu noget større og langt mere imponerende butik. Det her var godt. Det var meget godt! Men Sarah vidste, at en smart butik fyldt med lækkert bagværk ville få brug for lidt ekstra hjælp.
Hun fandt en liste over potentielle medarbejdere. Nogle var gode til salg, nogle var bedre til at gøre rent og fylde lageret op og andre var bare mere arbejdsomme. Hun ansatte en munter simmer ved navn Melissa og gav hende straks en helt ny uniform. Alle, der besøgte butikken, blev mødt med et smil og gik derfra med favnen fyldt af Sarahs bagværk. Efterhånden blev Melissa hurtigere og hurtigere (og hjalp Sarah med at tjene flere og flere penge). Takket være Melissa var Sarahs bagværk begyndt at sælge ... ja, som varmt brød! Det havde været en god investering! Melissa var så dygtig, at Sarah selv blev nødt til at tage sig af at genopfylde lageret af tærter og muffins, mens Melissa måtte ekspedere kunderne.

Da dagen var omme, gik hun over til kasseapparatet for at se på indtjeningen. Hun havde tjent nok til at give Melissa en velfortjent lønforhøjelse – som hun uden tvivl ville blive glad for – og butikken var velfungerende nok til at blive opgraderet. Hun fik et stort nyt neonskilt til at hænge over døren. Sikke en gevinst!
Der kan ske meget på en dag. Da hun vågnede, havde bageriet været tæt på konkurs, men nu var butikken blevet det helt store hit i byen. Gad vide, hvad der ville ske i morgen? Hun kunne ansætte endnu en medarbejder og tilføje en etage (eller to) til butikken. Eller hun kunne åbne en helt ny butik – og måske begynde at sælge billeder af træfigurer. Hun vidste ikke, hvad hun ville vælge, men hun glædede sig til at finde ud af det!
Fra april kan du tage med dine simmere på arbejde med The Sims 4 Arbejdstid Expansion Pack. Du får mulighed for at styre dine simmeres handlinger med tre forskellige karrierer, hvor de enten skal redde liv som modige læger, opklare forbrydelser som frygtløse kriminalbetjente eller finde på nye tossede opfindelser som gale forskere. Du får også mulighed for at teste din simmers forretningssans, når du grundlægger din helt egen butik. Og der er nye scener, færdigheder og væsner fra det ydre rum, som du kan blive venner med!
Deltag i snakken ved at følge os på Twitter, synes godt om os på Facebook, og abonner på vores YouTube-kanal.
* Kræver The Sims 4-grundspillet (sælges separat) og internetforbindelse til installation.
