SimCity BuildIt til mobilen
SimCity BuildIt placerer det klassiske byggespil i hænderne på dig og gør dig til borgmester i din egen drømmeby.
Creative Director Petri Ikonen fik hjælp af fællesskabet af byggere til at udvikle SimCity BuildIt til mobilen. Vi har taget en snak med ham for at høre mere.
Om at være loyal over for spilserien:
SimCity er en fantastisk spilserie, og naturligt nok ønskede vi, at spillet skulle fange essensen af "SimCity". Det skulle altså stadig være et simulatorspil, hvor man bygger byer med en enorm frihed.
På den anden side ønskede vi, at det skulle køre problemfrit på mobile enheder, så vi fokuserede på berøringsstyring og understøttelse af typiske brugsmønstre på mobilen. Det skabte flere dilemmaer, fordi vi ønskede at nå et meget bredt publikum, hvad angår både smag og forskellige enheder. For at løse disse dilemmaer implementerede og raffinerede vi mange funktioner for at gøre dem så sjove og lette at forstå som muligt. Veje er et godt eksempel. Man skulle tro, at de var enkle at udvikle, men det tog lang tid og mange forsøg, før det lykkedes os at finde den optimale måde at lave veje på i spillet.
Om feedback fra spillerne:
Feedback fra spillerne er helt afgørende! Vi har lavet mange brugertests under udviklingen og ændrede mange funktioner ret markant baseret på feedback fra spillerne.
For eksempel opdagede vi, at spillet ikke kommunikerede hændelser i simulationslaget korrekt. Så vi tilføjede flere holdningsbobler til borgere og finpudsede den måde, som grænsefladen formidler problemer på i byen. Et andet eksempel er, at vores spillere mente, at spillet ikke gav tilstrækkeligt med meningsfulde valg. Baseret på denne feedback ændrede vi designet af tjenestebygningernes funktion. Kort sagt er feedback fra spillerne uvurderligt.
Om at forbedre spillet:
Vi har lyttet meget nøje til fællesskabet og har modtaget en masse gode forslag, som vi anvender til at forbedre spillet. For eksempel har vi tilføjet en funktion, der gør det muligt at springe opgraderinger til beboelsesbygninger over. Vi har også tilføjet en funktion, hvor en ven kan komme på besøg, og vi har øget byens mulige lagerstørrelse og tilføjet understøttelse af iPhone 4.
Om at spille spillet
Jeg er en meget eksperimenterende borgmester: Jeg holder af at lege med designet af mine byer, ændre layoutet, bulldoze og genopbygge. I øjeblikket arbejder jeg stadig på min Tokyo Town og leger en masse med de nye katastrofer. Snart vil jeg koncentrere mig om at udvikle min bys strandområde.
Mit råd er ganske enkelt: Dine handlinger definerer, hvilken slags borgmester du er, så byg din drømmeby, uanset hvad den så er.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet på EA.com/news: http://www.ea.com/news/taking-simcity-to-mobile