THE SIMS™ 4 OG EGENSKABEN: SOCIALT KEJTET
Den nye The Sims™ 4 Expansion Pack indeholder historier, der er inspireret af neurodivergente udviklere
Bemærkning fra redaktøren: Denne historie er den 23. september 2022 blevet opdateret flere steder for bedre at afspejle spiloplevelsen.
Kan du huske, hvor akavet du var, da du var teenager, og du aldrig helt vidste, hvad du skulle sige? Nogle gange følger den akavede følelse med ind i voksenlivet. Det er der plads til hos EA. I den nye The Sims 4 Gymnasieår Expansion Pack har EA prøvet noget nyt. I denne udvidelsespakke kan man nu vælge egenskaben: Socialt kejtet. Nia Morgan, der er teknisk forfatter hos EA, har taget en snak med EA-praktikanten Anna Machata, som for nyligt vendte tilbage som spildesigner for Maxis, for at høre mere om den egenskab, hun designede i forbindelse med sit praktikforløb.
Fortæl lidt om dig selv og din oplevelse som praktikant hos EA.
Anna: Jeg er ved at læse en bachelor i datalogi. Jeg valgte dette hovedfag, fordi jeg gerne vil arbejde i et felt, hvor jeg kan gøre en forskel. Men jeg havde ingen idé om, at jeg ville få den mulighed allerede som praktikant. Hos EA er det en del af firmakulturen, at man sætter pris på medarbejdernes individualitet og forskellige perspektiver, og derfor ville jeg meget gerne tilbage på fuld tid. Som neurodivergent medlem af designholdet har jeg både fået støtte og råd fra den interne handikapfokuserede medarbejdergruppe og fra alle de andre medlemmer af holdet og min leder. Både i forbindelse med udviklingen af egenskaben og for at sikre, at mine unikke behov blev imødekommet. Jeg har slet ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er over at have fået mulighed for at være en del af et hold, der er så fremsynet.
Hvad kan spillerne forvente af den nye egenskab: Socialt kejtet?
Anna: De kan forvente nye spiludfordringer og dybere relationer til de simmere, de interagerer med. Simmere med denne egenskab vil føle sig nervøse i de fleste sociale situationer og vil handle derefter. Når de vælger at interagere med andre simmere eller at deltage i sociale oplevelser på andre måder, får de store belønninger.
Hvilke fordele får simmere med egenskaben Socialt kejtet i selve spillet?
Anna: I løbet af de seneste år har holdet bag The Sims™ 4 introduceret fornemmelser i The Sims-universet. Fornemmelser dækker over de overordnede følelser, som dine simmer har for andre simmere. Disse fornemmelser registreres i spillet og er afgørende for simmernes humør. Simmere med egenskaben Socialt kejtet er mere tilbøjelige til at have akavede interaktioner med andre simmere, hvilket gør det udfordrende at udvikle tætte venskaber, selvom det på ingen måder er umuligt. Det bliver lettere, efterhånden som simmerne udvikler deres karismafærdighed. Sociale interaktioner kan være udfordrende for simmere, der er socialt kejtede, og derfor bliver de ofte anspændte eller flove. Men når socialt kejtede simmere overvinder deres sociale angst, får de unikke selvsikre og glade humørstumper, og de udvikler stærke fornemmelser for de simmere, de kommer tæt på.
Kan du fortælle mere om, hvad der inspirerede dig til at skabe denne egenskab?
Anna: Det har altid været vigtigt for at mig bryde tabuer omkring mental sundhed og sætte større fokus på neurodiversitet. Jeg har spillet The Sims™-serien, siden jeg var barn, fordi det var et sted, hvor jeg kunne udforske hele min identitet. Det var et trygt rum. Selvom denne egenskab ikke er skabt for at repræsentere mental sundhed eller neurodiversitet, så havde jeg et ønske om at udvikle en egenskab, der afspejlede min oplevelse som neurodivergent person i håbet om, at spillerne kunne relatere til det og få den samme trygge oplevelse i The Sims™, som jeg har haft i mange år. Selvom det ikke er alle spillere, der vil kunne relatere til denne egenskab, så håber jeg, at de, der genkender den, vil føle sig opmuntret til at udleve deres mest autentiske jeg både i spillet og i virkeligheden. At skabe en egenskab som denne virkede bare som endnu et skridt på vejen mod at gøre spillet endnu mere inkluderende og realistisk for alle spillere.
Hvad kunne du bedst lide ved processen?
Anna: Den kreative proces. Jeg ville gerne gøre egenskaben realistisk, men jeg ville også gerne sætte fokus på de mere positive sider af social angst, som jeg har oplevet det. De helt særlige øjeblikke, hvor man overvinder sig selv. Og de særlige forhold, der kan opstå, når man knytter tætte venskaber. Et af mine yndlingsaspekter ved egenskaben er To alen af ét stykke-fornemmelsen. Når to socialt kejtede simmere bliver venner, får de denne fornemmelse, som gør det lettere for dem at forbedre deres forhold til hinanden, og den betyder, at deres forhold bliver mindre påvirket af manglende kontakt. Jeg håber, at spillere, der kan relatere til denne egenskab, finder glæde og trøst i at vide, at der er særlige muligheder for at opleve lykke og finde selvtillid både i The Sims™ og i virkeligheden. Jeg ser så meget frem til, at spillerne opdager den slags detaljer i spillet.
Hvordan foregik processen fra start til slut? Hvilke overvejelser gjorde du dig? Hvilken slags research lavede du?
Anna: Der er to andre egenskaber i denne pakke: Festabe og Overpræsterende. De er begge skolerelaterede. De er egentlig ikke sociale egenskaber. Det her er jo en udvidelsespakke, der handler om gymnasietiden, så jeg tænkte, at det gav mening at udvikle noget, der handlede om at være socialt kejtet. Og jeg var meget begejstret for ideen om at skabe en egenskab, som mange neurodivergente personer formentlig kan relatere til. De fleste har oplevet at føle sig socialt kejtet på et eller andet tidspunkt, og i den aktuelle pandemi-virkelighed er social angst og angst generelt stigende blandt teenagere. Jeg læste i en rapport om social angst, der dækkede syv forskellige lande, at omkring 22 % af alle 16-17-årige fortæller, at de oplever en eller anden form for social angst. Den virkelighed ville jeg gerne have med i Sims. Jeg trak meget på min egen erfaring, andres erfaringer og samarbejdede med interne emnegrupper som en del af min research. Det var udfordrende at udvikle denne egenskab, fordi social angst i virkeligheden kan blive udløst af forskellige ting, der ikke nødvendigvis kan genskabes i spillet. Det er ikke meningen, at spillerne skal se denne egenskab som normgivende for, hvordan social angst opleves i virkeligheden, men jeg håber, at spillere, der bruger denne egenskab, kan genkende lidt af sig selv i den og finde glæde ved at hjælpe simmerne med at overvinde sociale udfordringer. Egenskaben skal ikke være et skræmmende møde for spillerne, men nærmere opleves som noget genkendeligt. Jeg forsøgte at tilføje situationer, der kan udløse angst hos socialt kejtede folk, som for eksempel det at spise i et cafeteria, at hænge ud med venner eller at deltage i unikke sociale situationer i skolen eller på arbejdet, hvor simmerne skal træffe afgørende beslutninger.
Hvad håber du, at spillerne får ud af denne funktion?
Anna: Jeg ønsker virkelig, at spillerne kan skabe simmere, som de kan identificere sig endnu mere med. Jeg håber, at egenskaben gør det muligt for spillerne at udforske deres egne akavede sider på en tryg måde i spillet. For spillere, der genkender egenskaben, vil det føles godt at se simmerne blive bedre til sociale interaktioner, og ideelt set vil de selv få lettere ved at håndtere sociale situationer i deres hverdag. Forhåbentlig vil egenskaben også skabe mere sympati og forståelse for spillere med sociale udfordringer og opfordre til vigtige samtaler og forandringer.
Hos EA er vi altid på udkig efter nye, innovative måder at gøre vores spil endnu mere inkluderende. Hvis du vil have flere oplysninger om denne funktion eller The Sims 4, kan du besøge den officielle hjemmeside.
